18.03.2016 13:16

Påske i Berlin - med autocamper

Af: Mini Jensen

Med en autocamper kan du sammensætte præcis den ferie, du vil ha´. Du behøver ikke tænke traditionelt, og har familien lyst til både kultur og bekvem femstjernet luksus…ja, så vælger I da bare begge dele! Ferie, det er når man indhenter tiden. Citatet er fra en børnesang i Bamse og Kylling. Og som så meget andet, sagt af Bamse og Kylling, så er det jo rigtigt.

Det er derfor vi holder ferie i en autocamper. Fordi vi vil indhente tiden og gøre den til vores egen - fri af begrænsninger og vanetænkning. Vi er ganske forskellige i vores familie og ferieønskerne kan godt stritte lidt i hver sin retning. Men vi har fundet ud af, at man godt kan nå mere end bare én ferie, når man kommer så nemt fra sted til sted, som man gør i en autocamper. Ingen roderi med af- og påspænding, ingen opsætning af fortelte og ikke noget krav om, at man skal overnatte på en campingplads. Det er så nemt at komme fra sted til sted, at hele familien kan få ferieønskerne opfyldt på en uge.

Vi lejede en autocamper hos Neergårds Camping i Hedehusene – og lavede en råskitse for vores tur. Vi ville opleve foråret i Berlin. Men vi ville også ha´ lidt ren afslapning med børneaktiviteter og legekammerater for Kalle på 9 år. Hans højeste ferieønske var en campingplads med subtropisk vandland. Derfor skulle Bøsøre Strand Feriepark på Fyn besøges på vejen hjem. Hvad der skulle ligge indimellem de to fixpunkter, skulle humøret og dagsformen ha´ lov at bestemme.

Der er ikke så langt til Berlin - og belært af den kære Bamse, ville vi jo godt lige have indhentet tiden og finde ferierytmen, før vi hastede ud på autobahnen. Så vi var fristet af en god fredagsmiddag og kørte ind på Hotel Nørrevang på Falster, hvor vi tilbragte den første nat. Vi spurgte pænt, om vi måtte overnatte på p-pladsen foran bindingsværksidyllen, og det måtte vi såmænd gerne. Vi har i øvrigt ofte sovet ved en kro eller et gasthaus, og synes at det er en god måde at snuppe en hurtig overnatning på. Det er sikkert, roligt, og gratis. Vi har aldrig fået nej, og så er det jo dejligt at kunne nyde sin middag og dele en flaske vin i restauranten uden at skulle køre bagefter.

 Camping ved Berlin

 Vælger man Gedser-Rostock overfarten er der kun 230 kilometers kørsel gennem tyskland til Berlin. Campingpladsen, vi havde valgt, ligger på ”Danmarks-siden” af Berlin, så vi behøvede ikke køre gennem centrum. Vi havde lavet grundig research hjemmefra, for når man kører i autocamper er det smartest at lade den stå på campingpladsen og tage en bus eller metroen når man skal på sightseeing i centrum. Derfor er det vigtigste krav, vi stiller til en campingplads i en storby, at forbindelsen med de offentlige transportmidler er effektiv og hurtig. I Berlin ligger der 3-4 campingpladser umiddelbart udenfor centrum, og vi valgte Berlin-Gatow fordi bussen holder lige udenfor indgangen og kører hver 10. minut. Det tager 35 minutter, så står man på U-bahnhof Zoologischer Garten, lige ved Kurfürsten Damm. Tager man bussen i den anden retning kommer man på bare 5 minutter ind til Alt Kladow, en lille hyggelig by med flere supermarkeder og et pænt udvalg af restauranter. Vi talte med en del andre danskere på pladsen, der havde prøvet andre pladser i området af Berlin, og alle var enige om at Berlin-Gatow ligger mest hensigtsmæssigt i forhold til centrum.

Lige ved siden af campingpladsen ligger ”Luftwaffemuseum” og det er bestemt et besøg værd, ikke mindst for drenge (både de store og de små!). Museet ligger på en militær flyvestation og udendørs på landingsbanerne og inde i hangarerne kan man komme helt tæt på jetfly, helikoptere og propelmaskiner helt tilbage fra 2. verdenskrig. Der er fri entré.

Sol på Unter den Linden

Berlin i strålende sol er smuk. Det kan godt lade sig gøre at få lidt sol på næsen, selvom der står marts i kalenderen, for byens sydlige beliggenhed kan mærkes…Og med kold Riesling i glasset på en fortovsrestaurant på Unter den Linden og en himmel så blå, at det skærer i øjnene, så er livet altså bare dejligt!

Der er rigtig meget at se i Berlin, og det der en god idé at lægge en plan for hvad man vil nå. Vi besøgte det 232 meter høje fjernsynstårn på Alexanderplatz, men synes ikke at vi ville bruge 3 timer på at stå i kø for at komme op i toppen. Det er nu også imponerende at se på nedefra. Der var ingen information, så vi kunne ikke få oplyst hvornår det ville være et mere hensigtsmæssigt at møde op for at tage turen op i toppen, hvor der bl.a ligger en roterende restaurant. Søndag ved middagstid kan i hvert fald ikke anbefales!

Meget bedre gik det ved Haus am Checkpoint Charlie, et ret fantastisk museum, der giver et indblik i Berlin-murens historie, og ikke mindst et levende indtryk af den fantasi østberlinerne lagde for dagen når det gjaldt flugten til Vesten. Der er udstillet genstande og transportmidler som har været brugt ved menneskesmugling, og man får et godt billede af, hvor desperate folk har været for at komme ud af Østberlin. Selvom man ikke er til museer i gængs forstand, kan et besøg anbefales. Besøget kan også bruges til at give større børn et konkret billede af, hvad muren var for noget, og hvad den betød for indbyggerne i Berlin. Udenfor museet er der boder hvor der stadig sælges ”ægte” stykker af muren, ”originalt” tilbehør fra gamle DDR-uniformer og andre lettere tvivlsomme souvenirs, og man kan se den berømte kontrolpost Checkpoint Charlie.

Har man børn med – eller bare lyst til en fredfyldt spadseretur - så kig indenfor i Berliner Zoo, en af verdens største zoologiske haver med mere end 10.000 dyr. Det er forbløffende som man det ene øjeblik står i en kogende heksekedel af en trafikeret storby – og det næste træder ind i en oase af kvidrende fugle, gamle krogede træer og vilde dyr. Berliner Zoo er et fantastisk åndehul mit i byen og havens kinderzoo er rigtig fin med sjove klappedyr, som børnene må fodre.

Fire dejlige dage tilbragte vi i Berlin. Så var vi mætte af storby, og sønnen sukkede efter nogle legekammerater og noget at bruge sine medbragte badebukser til. Så vi kørte så småt nordpå igen for at tage hul på næste etape af ferien.

Rædslernes lejr

 

Der var dog lige én ting, vi havde besluttet os for at se på vejen tilbage mod Danmark, nemlig Sachsenhausen, en KZ-lejr, hvor mere end 200.000 jøder var fanget

under 2. verdenskrig. Man bliver mødt af smedejernsmurens inskription ”Arbeit Macht Frei” og derefter følger en hårrejsende tur gennem historien og dens rædsler.

Besøget er alt andet end behageligt, men det er fascinerende og lærerigt for os, der ikke er gamle nok til at have oplevet krigen. Området står intakt med ydermuren

omkring lejren og nogle af de barakker som fangerne boede i. Flere af dem er indrettet som museer med fotos, plancher og beskrivelser af livet på stedet. Der er

også mulighed for et makabert besøg i sygebarakken, hvor der blev lavet medicinske eksperimenter og lighuset hvor en original ligkærre stadig står fremme under de

kolde, fliseklædte hvælvinger. Der er underligt stille i lejren. Det er som om luften er tyk af ondskab, og som om ugerningerne stadig hænger i træværket og sidder i

murerne. Lejren ligger ved Oranienburg, en halv times kørsel nord for Berlin, og der er udmærket skiltning fra motorvejen. Der er åbent for besøgende alle dage

udtagen mandag og der er gratis entré. Det er en barsk oplevelse, men man sætter lidt mere pris på sin ukomplicerede tilværelse og hinanden når man kommer ud

igen.

Turen tilbage mod Danmark bed vi over i to – og natten blev tilbragt udenfor et hyggeligt, traditionelt tysk gasthaus i en lille landsby, hvor en begivenhedsrig dag

blev evalueret over en wienerschnitzel og en velskænket fadøl.

 

Eventyrlig camping på Fyn

 

Tiden var inde til anden etape af ferien. Storbyen var lagt bag os og kultur, museer og fortovscaféer blev afløst af et besøg på Bøsøre Strand Feriepark ved Nyborg. Pladsen er 5-stjernet og utroligt børnevenlig. Både det subtropiske vandland, hoppepuderne, mooncar banen og playstation-rummet blev flittigt brugt af junior. Faktisk så vi ham stort set ikke fra vi kom til vi checkede ud – et sikkert tegn på en klokkeklar børnesucces!

Pladsen er bygget op omkring en stor herregård, der ved første øjekast ser ud til at være et par hundrede år gammel. Men ved nærmere research viste den sig faktisk, at være bygget for kun 3 år siden. Så alt er nyt og lækkert, men opført i en autentisk herregårdsstil og med alle moderne faciliteter. Campingpladsen er en tema-plads, og H.C Andersens eventyr er gennemgående i indretningen. Vandlandet er suverænt til både og store og små, og efter traveturene gennem Berlin og køreturen gennem tyskland var det herligt at kunne slappe af i en varm jacuzzi og bagefter nyde en lækker middag i Eventyr-kroen.

Vores to-i-en-ferie-koncept havde været godt for krop og sjæl, og hermed er opfordringen givet videre: Tænk utraditionelt når ferien skal planlægges. Lad dagsformen og humøret være med til at sætte tempoet. For i en autocamper er det jer – og kun jer – der bestemmer farten. Og man skal huske at få sjælen med. Sikkert er det, at vi var på fuld omgangshøjde med tiden, da vi afleverede autocamperen igen i Hedehusene. Og vi måtte give Bamse og Kylling ret: Ferie, der er, når man indhenter tiden!

Faktaboks

 

 

At besøge en KZ-lejr med børn
Det er en god idé at forberede børnene, hvis de skal med ind og se Sachsenhausen KZ-lejr. Der er store fotos og tegninger af udsultede og lidende fanger fra gulv til loft i den ene a barakkerne og de kan virke meget skræmmende.

Vi lånte billedbogen ”Erikas Historie” på biblioteket og brugte den som udgangspunkt for at fortælle om krigen, nazismen og jødernes skæbne.

Generelt bør man nok ikke tage børn under 8 år med ind at se Sachsenhausen..

Godt begyndt er halvt fuldendt…
Vi har vel alle prøvet at stå med en dåse…og ingen dåseåbner. Eller en god flaske vin...og ingen proptrækker.

Før feriens start er det en god idé at huske følgende ting i autocamperen (vi har prøvet at glemme dem, og det var ikke så smart!):

Toiletpapir
Toiletbørste
Dåseåbner
Proptrækker
En lille kost/fejebakke
Gulvklud
En gryde til kaffevandet (til morgener uden strøm)
Opvaskebørste og sulfo
Viskestykker
CD´er til køreturen

…Og husk også det internationel campingpas!