17.05.2016 18:21

Optimismen er vendt tilbage i campingbranchen

Kurven er omsider vendt for landets campingforhandlere. Efter syv magre år peger pilen nu igen den rigtige retning. Seneste tal viser en fremgang på 13 procent for salg af nye campingvogne sammenlignet med sidste år.

- Vi kan meget tydeligt mærke, at der igen er travlhed ude hos forhandlerne. Vil man være sikker på at få en vogn, er det nu, man skal rykke, siger Jesper Behrensdorff, formand for Camping Branchen, der forudser, at DMI's langtidsprognose om en varm sommer, vil give yderligere efterspørgsel.

- Gode vejrudsigter øger interessen yderligere for camping, viser vores historie, siger han.

Børnefamilier slår sig løs

Lige nu er det især børnefamilierne, som kommer til forhandleren for at købe campingvogn, teltvogn eller autocamper. For efter finanskrisen, hvor økonomien blev presset og mange mistede job, er der nu igen blevet råd til den gode ferie.

- Børnefamilierne har i de seneste år været tilbageholdende campingkøbere, men mange har fået rejst deres økonomi igen, og her melder campinglivet sig som en oplagt ferieform, fordi det stadigvæk kan føres ud i livet for relativt få penge, siger Jesper Behrensdorff.

Fakta: Camping Branchen er en sammenslutning af fabrikanter, importører, forhandlere og udlejere af telte, trailere, campingvogne, autocampere samt leverandører af forskellige former for tilbehør. Læs mere på: www.campingbranchen.dk